Generalforsamling
Den 21. feb. 2019 kl. 19.00
Dagsorden iflg. Vedtægter
- Valg af dirigent
- Formandens beretning
- Turneringslederens beretning
- Vedtægtsændringer
- Revideret regnskab fremlægges til godkendelse
- Fastsættelse af kontingent
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af bestyrelse
På valg er: Benny Hansen – Modtager genvalg
Erik Sørensen – Modtager genvalg
- Valg af suppleant til bestyrelse
På valg er: Harley Jensen – Modtager genvalg
- Valg af 2 revisorer og 1 suppleant
- Eventuelt
Forslag til generalforsamlingen skal indsendes skriftligt
til bestyrelsen inden 8 dage før generalforsamlingen
afholdes.
Efter generalforsamlingen er klubben vært ved et par snitter
Generalforsamling den 21. feb. 2019
Referat:
- Valg af dirigent
Jørn Møller Rasmussen valgt
- Formandens beretning
Konrad aflagde følgende beretning:
De seneste år har jeg ofte tænkt: Hvad skal jeg trække frem og berette om. Det problem har jeg – desværre – ikke haft i år. Men det vender jeg tilbage til. Det meste af året er nemlig forløbet på lignende måde som de foregående år:
Vi bliver stadig langsomt flere og flere og medlemstallet er nu oppe på 63. Langt de fleste er turneringsspillere, og der er igen udsigt til mange fine placeringer, som Jørgen senere vil fortælle lidt mere om. Men selvfølgelig følger vi alle spændt vort 1. hold i toppen af 3. div.
Foruden turneringerne under Den Danske Billard Union har vi som sædvanligt afviklet nogle lynturneringer og en to-mands sommerturnering. Bestyrelsesmøderne holdes fortsat hjemme hos bestyrelsesmedlemmerne på skift, fordi vi ikke vil tage plade op for de – heldigvis – mange som kommer og træner. Det er i øvrigt en glæde at se, at foruden mandag aften er der rigtig mange, som kommer og træner på alle mulige tidspunktet, hvor der er plads.
Jeg nævnte bestyrelsesmøder før, og måske er det ikke alle, der er opmærksom på, at referater fra bestyrelsesmøder og generalforsamling lægges på vor hjemmeside så hurtigt som muligt efter møderne er holdt.
Jeg nævnte sidste år, at vi skal huske at holde en god tone og høflig optræden overfor modstandere og medspillere. Det gælder naturligvis også i forhold til røg og alkohol. Husk at alkohol ikke nydes hverken før eller under kampe. Vil man nyde en øl, er man velkommen til det, når alle har spillet sidste kamp.
Så kommer jeg til det jeg nævnte til at begynde med: Den 27. november 2018 modtog vi en opsigelse på vort lejemål her på kasernen til fraflytning senest den 31. maj 2019. Dagen efter ansøger vi kommunen om anvisning/leje af et billardlokale. Svaret var negativt. Det kan ikke være kommet som en overraskelse for kommunen; for allerede i december 2017 havde jeg en samtale med borgmesteren, hvor jeg gjorde opmærksom på, at vi forventede at blive opsagt.
Borgmesteren lyttede, men kunne ikke hjælpe. Hun sendte dog sagen videre til Kim Pedersen, Ejendomsservice, som på det tidspunkt ikke kunne anvise lokale. I september 2018 skriver jeg til Kim Pedersen og gør på ny opmærksom på vores situation, idet vi har fået kendskab til andre civile, som er blevet opsagt. Den 13. oktober rykker jeg for svar, og Kim Pedersen svarer så, at der stadig ikke kan anvises ledige lokaler, og at Østre skole i øvrigt er besluttet sat til salg.
Så sent som den 15. februar 2019 har jeg kontaktet kommunen igen, for at høre om det virkelig kan passe at man ikke kan finde lokaler, og om man stadig vil sælge Østre skole. Igen negativt svar: Situationen på Østre Skole er uændret og der er heller ikke andre lokaler i Rønne. Der kan dog anvises et midlertidigt lokale på Vestermarie Skole med plads til 4 borde. Vi har endnu ikke svaret, da ”tilbuddet” vel nærmest må anses som en uartighed.
Det var en lang historie, men vi synes I har krav på en grundig orientering på en så vigtig sag. Vi søger selvfølgelig videre og håber stadig, at det kan lykkes at finde noget inden dem 31. maj. Bestyrelsen har forespurgt flere ikke-kommunale udlejere, men flere muligheder har vist sig at være økonomisk uopnåelige. Vi har dog stadig et par i kikkerten, som undersøges nærmere
Til slut en tak til alle vore samarbejdspartnere samt som sædvanligt Elmer og Harley, som trofast sørger for, at her er rart at være. Endvidere en stor tak til alle, som har bakket op om vore bestræbelser på at løse lokaleproblemet. Tak for avisomtale og læserbreve, herunder ikke mindst opbakningen fra øens øvrige billardklubber.
Beretningen blev herefter sat til debat, og flere havde ordet med ideer til bestyrelsen, som lovede straks at arbejde videre hermed. Beretningen blev enstemmigt godkendt,
- Turneringslederens beretning
Jørgen oplyste at turneringerne endnu ikke var færdigspillede og de endelige resultater må vente med at blive oplyst til spillermødet, som normalt afholdes omkring 1, juni. Jørgen kunne dog oplyse, at Rønne Billard Klub deltager i 12 forskellige rækker og heraf indtager vi førstepladsen i 9 rækker.
På grund af lokalesituationen vil der ikke blive spillet den sædvanlige sommerturnering.
Under den efterfølgende debat nævnte flere, at turneringsplanen fra DDBU indeholdt mange fejl, idet mange kampe var placeret på tider/steder, hvor der ikke var mulighed for at spille. Jørgen oplyste, at han havde påtalt problemet i DDBU, som dog ikke havde været lydhøre, selv om det jo harmonerer dårligt med DDBU´s ønske om så få flyttede kampe som muligt.
Beretningen blev enstemmigt vedtaget.
- Vedtægtsændringer
Bestyrelsen havde følgende forslag til en tilføjelse til vedtægtens § 5.1:
Kontingentrestance udover et kvartal betyder, at ens licens bliver inddraget, og man har pligt til at aflevere evt. nøgler, indtil man har betalt eller indgået en aftale med kassereren.
Forslaget blev enstemmigt vedtaget
- Revideret regnskab fremlægges til godkendelse.
Erik fremlagde et regnskab som udviste et overskud på kr. 8.611,93.
Efter et par opklarende spørgsmål blev regnskabet enstemmigt godkendt.
- Fastsættelse af kontingent.
Bestyrelsens forslag om uændret kontingent blev enstemmigt vedtaget.
- Behandling af indkomne forslag.
Ingen forslag
- Valg af bestyrelse
Genvalg af næstformand Benny Hansen
Genvalg af kasserer Erik Sørensen
- Valg af suppleant til bestyrelse
Genvalg af Harley Jensen
- Valg af 2 revisorer og 1 suppleant
Flemming Larsen og Elmer Vang genvalgt som revisorer og Henrik Jørgensen genvalgt som suppleant.
- Eventuelt
Erik efterlyste indlæg og billeder til hjemmeside.